
Psykoterapi ved infertilitet og fertilitetsbehandling
Har drømmen om et barn udviklet sig til en kamp eller et kapløb med tiden?
Psykoterapi og støtte til dig, der oplever infertilitet eller er i fertilitetsbehandling.
Infertilitet kan fylde langt mere end selve ønsket om at få et barn. Ventetid, behandlinger, håb og skuffelser kan påvirke både dit forhold til dig selv, din krop, dine relationer og din hverdag.
Måske er du blevet god til at fungere udadtil, mens der indeni er uro, sorg, frustration eller en følelse af at miste fodfæstet.
Hos mig er der plads til hele det følelsesmæssige landskab, som kan følge med et fertilitetsforløb.
Samtaler tilbydes i Espergærde,
Nordsjælland og online
Fylder fertiliteten pludselig hele dit liv?
Måske begyndte det med et stort håb og en forestilling om, at det nok skulle lykkes. Men månederne går. Undersøgelserne begynder. Måske starter fertilitetsbehandlingen. Du lærer nye ord, holder styr på datoer, hormoner, scanninger og graviditetstests og pludselig føles det, som om ønsket om et barn fylder alt.
Måske er du blevet god til at fungere udadtil, mens der indeni er uro, sorg eller en følelse af at miste fodfæstet.
Det kan være svært at se andre blive gravide. Svært at høre om graviditeter, babyer og terminssnak. Måske mærker du misundelse eller jalousi og får bagefter dårlig samvittighed over, at du ikke bare kan glæde dig på andres vegne.
Måske er du træt af at håbe.
Måske er du bange for, hvad der sker, hvis det ikke lykkes.
Eller måske er du bare blevet så vant til at være i fertilitetsbehandling, at du næsten har glemt, hvordan du havde det, før det hele begyndte.
Der er ikke noget galt med dig. Det giver mening, at det påvirker dig.
Infertilitet påvirker mere end ønsket om et barn
Infertilitet og fertilitetsbehandling kan være en langvarig følelsesmæssig belastning. Håb og skuffelse kan afløse hinanden igen og igen, samtidig med at du måske forsøger at passe dit arbejde, dine relationer og din hverdag.
Det kan påvirke din oplevelse af dig selv, din krop og din fremtid. Nogle oplever sorg, vrede, afmagt, skyld eller en følelse af at miste kontrollen. Andre mærker en konstant uro eller bliver mere og mere optagede af alt det, der har med fertiliteten at gøre.
Det er ikke et tegn på, at du ikke kan klare det. Det er et tegn på, at du står i noget, der kan være svært at bære alene.

Du må gerne have det svært
Infertilitet kan vække mange forskellige følelser – sorg, frustration, misundelse, vrede, skyld, håb og afmagt. Nogle dage fylder det hele, andre dage kan du næsten glemme det. Måske kan du selv blive overrasket over dine reaktioner.
Du behøver ikke sortere i følelserne, før du kommer. I terapien kan vi sammen undersøge, hvad der sker i dig, når de bliver aktiveret, og hvad dine følelser fortæller om det, der betyder noget for dig.
Der må også være plads til de følelser, man ikke altid har lyst til at sige højt.
Jeg kender fertilitetens følelsesmæssige landskab
Jeg har selv været igennem seks års fertilitetsbehandling og kender derfor infertilitet og fertilitetsbehandling både fra mit eget liv og fra mange års arbejde med kvinder, der står i fertilitetsforløb.
Jeg kender håbet og ventetiden. Skuffelserne. De negative tests. Og følelsen af igen at skulle samle sig selv op og håbe på, at næste gang bliver anderledes.
Min egen erfaring er ikke det, der gør mig til fagperson. Det er min uddannelse og mange års arbejde med mennesker. Men den har givet mig en særlig forståelse for det følelsesmæssige landskab, du står i.
Jeg har arbejdet med mennesker siden 2011 og arbejder i dag som emotionsfokuseret psykoterapeut med blandt andet sorg, stress og infertilitet.
Signe, 32 år
Det handlede kun om
at overleve
"Jessie har først og fremmest hjulpet mig til at lære mig selv bedre at kende i en svær tid, hvor mit store ønske er, at opstå en graviditet. Jeg er meget glad for, at jeg erkendte overfor mig selv, at jeg havde brug for støtte til at være i den krise, det er for mig, at være ufrivillig barnløs. At have Jessie med på min rejse gør mig til et bedre menneske over for mig selv og hele min omgangskreds."
Rie, 38 år
Ingen tanker eller følelser
var forkerte
"Jeg har aldrig været god til at bede om hjælp, men jeg kunne ikke fortsætte med at have det, som jeg havde det. I sessionerne med Jessie, er jeg blevet mødt med anerkendelse og forståelse af de følelser og tanker jeg har og at de er helt legitime at have. Vores samtaler har været et frirum for mig, hvor der er forståelse, ingenting er dumt at snakke om, ingen følelser eller tanker er forkerte. Jessie har udfordret mig, givet mig øvelser og værktøjer, så jeg er bedre rustet til at håndtere de følelser og tanker som opstår på min fertilitetsrejse.
Jeg kan på det varmeste anbefale et forløb ved Jessie."
Sofie, 36 år
Jeg kunne ikke
genkende mig selv
"Jessie hjalp mig, så jeg kom tilbage til hende, jeg var før min verden brød sammen. Hun rykkede mine grænser for, hvad jeg har troet, jeg kunne personligt og har ikke kun hjulpet mig i mit fertilitetsforløb, men også med de ting jeg havde svært ved før, som den meget kassetænkende og kontrol-higende person jeg var og nok altid vil være, bare lidt mindre nu. Jeg er ikke i tvivl om, at en af de allerbedste beslutninger jeg har taget i mit fertilitetsforløb er at starte hos Jessie."